Byd Jesper velkommen!

I dag har været en meget spændende dag, for 1. september 2017 var dagen, hvor vi kunne byde en ny kollega velkommen her hos MAN Odense A/S, nemlig Jesper Buk. Han er startet i en nyoprettet stilling som salgschef for varebiler, så hans job bliver først og fremmest at tage sig af opbygningen af salget af den nye MAN Van på Fyn. Og hans netværk fejler bestemt ikke noget…

Jesper er 45 år og har nemlig en del meriter bag sig. Han er oprindeligt uddannet automekaniker hos Høgh Biler i 1992, hvorefter han blev ansat hos A/S Storebælt, hvor han arbejdede med entreprenørmaskiner og stod for værkstedet - naturligvis i forbindelse med opførelsen af Storebæltsbroen. 

Da arbejdet med broen var færdigt, tog Jesper job som båd-mekaniker hos Havnens Marine Service i Svendborg, hvor han var et par år, hvorefter han fra 1996 til 1998 arbejdede som tekniker og teknisk chef hos Norwood (ispindefabrik), og herfra blev han efterfølgende udstationeret til Tjekkiet, hvor han omstrukturerede en ny fabrik og boede frem til 2000. 

Tilbage i Danmark i 2001 købte Jesper Havnens Marine Service af sin tidligere chef og drev dette firma frem til 2007/2008, hvor han solgte virksomheden. Frem til udgangen af 2013 arbejdede Jesper dernæst for Sydfyns Elforsyning med salg af fibernet til boligforeninger. Fra 2014 og frem til i dag har Jesper været ansat hos V. Holm Jensen i Odense som erhvervskonsulent med ansvaret for køb og salg af varebiler til erhverv.

“Jeg er rigtig glad for mit nye job hos MAN Odense A/S og glæder mig rigtig meget til at komme i gang med det hele. Det er sjovt at være med til at starte noget nyt op - hvilket MAN Van jo er for MAN-koncernen - og dermed for MAN Odense A/S. Det er skønt at skulle være i et hus, hvor man har 100% fokus på erhvervssegmentet, for det er en verden, der kører hele døgnet, og hvis koncept er af stor værdi for kunderne. En vognmand kan fx aflevere sin bil torsdag aften og hente den klar til at køre næste morgen. Og så er jeg generelt vild med den nye MAN Van - det er et fedt produkt at skulle sælge, fordi den kan mere, trækker mere og har mere udstyr end tilsvarende biler i klassen. Så ja - jeg glæder mig som en lille dreng til juleaften til for alvor at komme i gang!”, fortæller Jesper Buk.