Velkommen til Claus


Det her er Claus Christiansen! Han er netop startet i en stilling som salgskonsulent inden for varebiler hos MAN Odense A/S. Claus har solgt biler siden 1995, hvor han efter uddannelsen som lagerekspedient hos Ejby Bilcenter fik muligheden for at sælge personbiler i samme virksomhed - og takkede ja. 

Claus har siden da haft en række andre relevante jobs i sin efterhånden lange karriere, fx har han været 5 år hos KRAFT Biler i Fredericia, hvor han tog sig af salg af personbiler til private og erhverv - samt varevogne til erhverv.

“Jeg kan rigtig god li’ branchen og salg i det hele taget,” fortæller Claus. “Særligt kontakten med mennesker og de langvarige kunderelationer, som også det her hus er kendt for, sætter jeg højt,” forklarer han.

Og så glæder det Claus, at han nu får hele Fyn som sin arbejdsplads. Hans job består nemlig i at varetage salget af først og fremmest den nye MAN TGE varebil, om hvilken han siger: “Det er en superlækker varevogn - den er stor, 3500 kg, og så har du muligheden for at opbygge og indrette den præcis, så den passer til din virksomhed - og det er virkelig noget, erhvervsdrivende kan bruge til noget.”

Ud over at starte salget af TGE’en op kommer Claus også til at tage sig af handlen med brugte varebiler hos MAN Odense A/S.

Claus havde første arbejdsdag i mandags og er nu i gang med at sætte sig grundigt ind i jobbet. Han ser rigtig meget frem til at skulle i gang med at besøge erhvervskunder og vise dem TGE’en!

Og han glæder sig til samarbejdet med kollegerne: “Her er en superseriøs tilgang til tingene, en opfattelse af, at man skal løse tingene ordentligt og yde den bedste service. Og så er her en rigtig dejlig holdånd med højt til loftet, hvilket jeg sætter overordentlig stor pris på,” slutter Claus.

STORT VELKOMMEN TIL CLAUS - FRA ALLE OS HER HOS MAN ODENSE A/S!